Pressemeddelelse januar 2020

Ny udstilling: Ribe Kunstmuseum skyder året i gang med nordiske sagn, gamle venner og religiøse motiver

Den anden Guldalder. Johan Ludvig Lund over alle grænser, 1.2. – 1.6.2020

Lørdag d. 1. februar åbner udstillingen Den anden Guldalder. Johan Ludvig Lund over alle grænser på Ribe Kunstmuseum. Siger man Guldalder, siger man også C.W. Eckersberg, der blev kendt som dansk malerkunsts fader, og som lærte sine elever at gå ud og male det danske landskab. Men det er en anden historie, som den kommende udstilling fortæller – for i kunsthistorien er der taget valg om, hvilke kunstnere, der fortælles om, og hvilke der ryger i glemmebogen. En af de mindre kendte guldaldermalere er Johan Ludvig Lund, der spillede en lige så vigtig rolle som Eckersberg i datidens kulturliv.

J.L. Lund. "Habors tilbagekomst fra slaget". 1813. Akademiraadet, Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, foto Frida Gregersen
J.L. Lund. "Habors tilbagekomst fra slaget". 1813. Akademiraadet, Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, foto Frida Gregersen

GULDALDERENS GLEMTE SØN

Lund var en af de få kunstnere, der modtog maleri-bestillinger fra Staten, og han malede derfor store billeder fra danmarkshistorien til Christiansborg samt en række altertavler til små og store kirker i hele landet. Samtidig fungerede han som portræt- og landskabsmaler, og han havde et imponerende internationalt netværk – og så underviste han som professor på Kunstakademiet.

NORDISKE SAGN OG KRISTNE MOTIVER

På udstillingen Den anden guldalder. Johan Ludvig Lund over alle grænser vil museets gæster møde J.L. Lunds værker, vis motiver spænder bredt fra nordiske sagn til religiøse billeder. Herudover vil man også opleve værker af Lunds elever og venner. Udstillingen er dermed en anledning til at møde gamle kendinge og glemte mestre, samt til at minde os om, at kunstkanonen er omskiftelig og til evig forhandling.

Pressebilleder og credit lines kan hentes her

Udstillingen blev vist på Den Hirschsprungske Samling i efteråret 2019, og efter perioden på Ribe Kunstmuseum rejser den videre til Skovgaard Museet i Viborg, imens den til sidst vises i Tyskland på Museum Behnhaus Drägerhaus, Lübeck.

MERE INFO

For yderligere information om udstillingen, kontakt da direktør Dagmar Warming på dw@ribekunstmuseum.dk