Maj 2017

Ribe Kunstmuseum erhverver nyt værk af guldaldermaleren Martinus Rørbye

Med støtte fra Slots-og Kulturstyrelsen og Ny Carlsbergfondet erhverver Ribe Kunstmuseum nyt guldaldermaleri på Bruun-Rasmussens auktion.

"Klostergang i Palermo med franciskanermunk" malet af Martinus Rørbye i 1840. Olie på lærred, 50 x 38 cm. Auktionsnr. 872/52
"Klostergang i Palermo med franciskanermunk" malet af Martinus Rørbye i 1840. Olie på lærred, 50 x 38 cm. Auktionsnr. 872/52

D.30.maj købte Ribe Kunstmuseum et Martinus Rørbye-værk med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen og Ny Carlsbergfondet, for at supplere sin i forvejen fine guldaldersamling. Maleriet Klostergang i Palermo med franciskanermunk er et strålende eksempel på de præcise kunstneriske kvaliteter, som Rørbye udviklede på Kunstakademiet i København som maleren C.W. Eckersbergs favoriserede elev. Det ses blandt andet i den præcise detaljegengivelse, det avancerede perspektiv og arkitekturen som væsentlig medskaber af billedets fortælling. Maleriet er blevet til i Palermo, hvor maleren opholdt sig i 1840 sammen med hustruen Rose Frederikke og deres nyfødte datter.

Museets direktør, Dagmar Warming, udtaler: ”Den seneste tilføjelse til samlingen på Ribe Kunstmuseum er en lille, malerisk perle af en af Danmarks fine guldalderkunstnere. Med erhvervelsen sikrer vi, at et stykke af vores fælles kulturarv kommer i offentlig eje og bliver tilgængelig for et bredt publikum.”

Ribe Kunstmuseum ejer i forvejen to Rørbye-værker, nemlig et fornemt familieportræt, Kirurgen Chr. Fenger med hustru og datter fra 1829, samt det mindre, mere øjebliksbetonede Et brændende skib. Scene fra Procidia fra 1835. Det nu erhvervede værk supplerer de to andre værker forbilledligt som et smukt eksempel på Rørbyes mange rejsebilleder tiltænkt et bredt og købedygtigt publikum hjemme i Danmark – en genre der blev Rørbyes specialitet og kendetegn.

Guldalderkunstnernes rejseskildringer har gennem de sidste par år været genstand for Ribe Kunstmuseums nyerhvervelser. I en nyophængning af den permanente samling – foretaget i oktober 2016 – sætter museet fokus på netop de unge guldalderkunstneres såkaldte ”dannelsesrejser”, hvor de lærte de sydlandske landes geografi, historie og kultur at kende. I 2016 erhvervede museet to værker, begge generøst skænket af Ny Carlsbergfondet: Constantin Hansens Athenatemplet i Paestum fra 1841 samt J.Th. Lundbyes Fontænen ved Loggia dei Mercanti i Florens fra 1846, og nu er det så Rørbyes tur til at få en plads på væggen i Italiensrummet.