Pressemeddelelse september 2017

Ribe Kunstmuseum åbner ny særudstilling

Danmarks kyster. Fotografier af Janne Klerk
8. september 2017 – 7. januar 2018

Ribe Kunstmuseum viser i efteråret 2017 Janne Klerks storslåede fotoserie Danmarks kyster. Janne Klerk arbejder med det sansede indtryk. Hun tager sig tid til at vente på det helt rigtige motiv og de helt rigtige lysforhold. Det gør, at hendes billeder ofte sammenlignes med guldalderkunstnernes malerier.

Men hvor guldalderkunstnerne manipulerede med deres motiver, gjorde dem lidt pænere eller malede en ekstra gravhøj ind, så er det det umanipulerede, stemningsbetonede indtryk, som Janne Klerk indfanger i sine værker. Hun efterbehandler ikke sine billeder, beskærer dem ikke yderligere. Det, man ser på væggen, er dét Klerk ser gennem sin linse. Beslutningerne omkring billederne bliver taget på stedet og ikke efterfølgende ved en computer.

Dog har Klerk og guldaldermalerne roen og tålmodigheden i arbejdsprocessen til fælles – og så motiverne og glæden ved at skildre landskaber og byrum. Et sted som Møns Klint var et yndet motiv for guldalderens kunstnere, da de stejle skrænter på én gang var smukke og faretruende. Man kan i museets guldaldersal se, hvordan maleren P.C. Skovgaard skildrede klinten i 1852. Samme motiv er skabt af Janne Klerk og er denne udstillings hovedmotiv.

Janne Klerk er født i 1953 og har arbejdet som fotograf siden 1977. Kunstskribenten Lisbeth Bonde skriver om Janne Klerk: ”Hun er en virtuos seer, som skærer ind til benet i sin fremstilling af virkeligheden. En virkelighed som hun lader tale direkte igennem sig og nøgternt og usentimentalt giver videre. Uanset motiverne, præges Janne Klerks fotografier af en krystallisk renhed, set med kærlighed og dybde. Hun er en sandhedssøgende fotograf og en billedsøgende digter”.

De store fotografier fylder godt i ovenlyssalene, og man bliver fanget ind af de utroligt smukke og stemningsfyldte værker, hvoraf de største er over to meter brede.
Foruden serien Danmarks Kyster viser museet i underetagen et udvalg af Janne Klerks fotografier til serien T*anker til Brorson* fra 2003.

Udstillingen er tidligere blevet vist på Fuglsang Kunstmuseum, hvor mere end 10.000 begejstrede gæster så den. Vi glæder os meget til at kunne vise udstillingen her på Ribe Kunstmuseum.

Yderligere oplysninger dw@ribekunstmuseum.dk , tlf. direkte 20617062

Download pressemateriale her

Janne Klerk, Møns klint, 2006
Janne Klerk, Møns klint, 2006