Pressemeddelelse april 2018

Ribe Kunstmuseums store værk af Michael Ancher En Barnedaab” er sendt på rejse til Skagen og København.

Ribe Kunstmuseums store værk af Michael Ancher, En Barnedaab, skal endnu engang udstilles på Skagens Museum og på Den Hirschsprungske Samling i København.

De to museer har planlagt en udstilling med titlen Michael Ancher og kvinderne fra Skagen. En sådan udstilling vil være helt utænkelig uden Ribes Barnedaabs-billede, hvor bl.a. Anchers skildring af sin hustru er et mesterværk. Derfor har de to museer bedt om at låne værket, som Ribe Kunstmuseum ellers meget nødigt sender ud af byen. Men en særudstilling med netop det fokus vil bidrage til at skabe ny formidling af værket, og det har da også givet anledning til, at museumsinspektør Josephine Nielsen-Bergqvist har fået lejlighed til at gå på opdagelse i arkiverne og magasinerne i Skagen og på den baggrund har skrevet en artikel om Barnedaabs-billedet til udstillingens katalog.

Museumsdirektør Dagmar Warming udtaler:

"Jeg ved, at mange vil blive skuffede over ikke at kunne se netop Anchers Barnedaabs-billede på kunstmuseet i de 11 måneder, værket er udlånt. Og jeg havde heller ikke forestillet mig, at jeg atter skulle sende værket afsted i min tid på kunstmuseet. Men det er en vigtig og helt unik Ancher-udstilling, der vises, og Ribes værk bliver det absolutte hovedværk. Generelt låner vi gerne samlingens værker ud. Men der skal være en god begrundelse for at gøre det, og det er der i dette tilfælde.

Men Ribe skal have noget til gengæld for at udlåne et så vigtigt værk fra samlingen. Vi har derfor fået mulighed for at vise udstillingen Michael Ancher og kvinderne fra Skagen med de mange værker af den berømte Skagensmaler fra Skagens Museum og Den Hirschsprungske Samling. Den glæder vi os til at kunne præsentere 2. feb. – 28. april 2019. Inden da vises udstillingen i Skagen 21. april – 26. august 2018 og efterfølgende på Den Hirschsprungske Samling i København 19. sep. 2018-13. januar 2019.

Flere af museets værker skal på rejse i dette år. Bl.a. skal et værk af Eckersberg vises i Liège i Belgien til sommer og et andet af hovedværkerne skal til Paris til efteråret. Desuden er der udlånt værker til Faaborg Museum, Fuglsang Kunstmuseum, Den Hirschsprungske Samling, Skovgaard Museet, Vejen Kunstmuseum, Esbjerg Kunstmuseum og Johannes Larsen Museet. Så Ribe Kunstmuseums samling er eftertragtet og repræsenterer dermed byen og kommunen både nationalt og internationalt. Det er med stolthed, at vi med værkerne fra samlingen på denne måde kan bidrage til at formidle dansk kunst i hele landet og i udlandet."