Restaureringen

I 2008 modtog Ribe Kunstmuseum en meget generøs donation på 46,5 mio. kr. fra "A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal".

Donationen muliggjorde, at den hårdt tiltrængte restaurering af den fredede bygning kunne sættes i gang. Arbejdet stod på i to år og efter planen genåbnede museet den 26. november 2010.

Museumsbygningen før restaureringen, 2008
Museumsbygningen før restaureringen, 2008

Jørgen Overbys Tegnestue i Gram stod for det omfattende restaureringsprojekt, som både var udfordrende og krævende på grund af bygningens fredningsstatus og forventningerne om, at huset kunne forvandles til et moderne kunstmuseum med alt, hvad det indebar af sikkerhed, klimastyring, tilgængelighed etc. Det lykkedes til fulde takket være dygtige arkitekter, ingeniører og håndværkere.

Museumsbygningen efter restaureringen
Museumsbygningen efter restaureringen

Bygningen

Taget blev udskiftet, og ny sort skifer fra Wales er lagt på de store tagflader. Den nye skifer er fra selvsamme brud som i 1864, da det første skifertag blev lagt på huset. Alle kobberinddækninger og -beklædninger er udskiftet. De gamle vinduer er bevarede og restaurerede, men der er opsat nye forsats- og sikkerhedsruder. Disse er udstyret med UV-filtre, og der er indbygget sol- og mørklægningsgardiner for at beskytte værkerne mod kraftigt dagslys. Bygningen er som oprindeligt igen strøget med rødt kalkvand.

Museets originale versaillesgulve  efter restaurering
Museets originale versaillesgulve efter restaurering

Gulve

Museets gulve er bemærkelsesværdige og vidner om det rigt udstyrede hjem, som Balthazar Giørtz byggede i 1864. I de fire første sale ses de originale Versaillesgulve. Der er anvendt træsorter såsom eg, ahorn, nød, mahogni, ask og ibenholt. I Skagenssalen og Hammershøistuen ses helt nye gulve i eg og ask, tegnet af arkitekt Ditte Schmidt fra Jørgen Overbys Tegnestue. På øverste etage finder man gulve af Dinesen Douglas. I underetagen er der desuden benyttet svensk kalksten fra Borghamn til gulvene.

I salen med skagensmalerier er der lagt nyt gulv, tegnet af arkitekt Ditte Schmidt, foto: Anders Sune Berg
I salen med skagensmalerier er der lagt nyt gulv, tegnet af arkitekt Ditte Schmidt, foto: Anders Sune Berg

Vægfarver

Forud for restaureringen blev der af konservatorer foretaget farvearkæologiske undersøgelser, som påviste forgyldninger af varierende omfang og flere forskellige bemalinger. Heriblandt en meget karakteristisk egetræsådring, som synes at have været fremherskende på det meste træværk i huset, bl.a. på døre og paneler. Denne ådring er blevet genskabt på loftet i museets hall. Den blå farve i hall’en er tilnærmet en farve, konservatorerne fandt, mens de øvrige farver på væggene i stueetagen er nye.

Den blå farve i museets hall er tilnærmet en farve, som konservatorerne fandt under restaureringen.
Den blå farve i museets hall er tilnærmet en farve, som konservatorerne fandt under restaureringen.

Møbler

Alle møbler i form af stole, borde, bænke, montrer, havemøbler foruden biblioteks- og butiksinventar er tegnet af professor Christoffer Harlang og lektor Nicolai de Gier fra Kunstakademiets Arkitektskole i Købehavn. I stueetagen er møblementet udført af mahogni, på øverste etage og i butikken af lys ask og i underetagen ses sortbejdset ask med sort linoleum på alle bordflader.

Møbler på museets førstesal. Foto: Ib Corneliussen Nielsen
Møbler på museets førstesal. Foto: Ib Corneliussen Nielsen