Akropolis ved solnedgang

En tysksindet dansk landskabsmaler

Louis Gurlitt var født i Altona i Holsten, der den gang hørte under den danske konge, og i sin ungdom orienterede Gurlitt sig derfor naturligt mod Kunstakademiet i København. Som landskabsmaler var han del af samme generation af guldaldermalere som J.Th. Lundbye og Christen Købke. Han begyndte med billeder fra Sjælland og med tiden også fra Fyn og Jylland, hvor Gurlitt var en af de første til at sætte sit staffeli op. Gurlitt er i dag mindre kendt, formentlig fordi han sympatiserede med preusserne under 1. slesvigske krig i 1848. Det satte ham udenfor døren i dansk sammenhæng, selvom han om nogen skildrede det danske landskab og følte sig hjemme her.

Motiver fra eksotiske egne

Som sine kolleger rejse Gurlitt også ud i Europa - og det endda mere end de fleste. Han havde lange ophold i München, hvor han blev stærkt påvirket af den tyske romantik, som gav ham blik for landskabsmaleriets stemningsmæssige potentiale. Og han tog til Italien og endda helt i Grækenland i 1858, hvor knap så mange danske kunstnere begav sig hen. Det var her han malede Akropolis i Athen med de vemodige ruiner, der minder om fortidens storhed og forfald.

Skildringen af Akropolis er på sin vis manipuleret

På typisk romantisk vis har Gurlitt valgt skumringen, for romantikerne foretrak stemninger, der vakler mellem tilstande – her dag og nat. Dagens turister har forladt stedet og der er kun lidt lokale tilbage. På den måde kan Gurlitt lade som om den moderne tid ikke har ramt Akropolis, som allerede i 1800-tallet var en turistattraktion, og os der ser maleriet kan drømme os til en anden tid – måske helt til antikken.

Vidner om et andet Akropolis, end det vi kan se i dag

Maleriet er også en kilde til, hvordan Akropolis så ud før 1874, hvor man ”ryddede op”. Her blev det såkaldt frankiske tårn (som man ser til venstre for Parthenontemplet med de karakteristiske søjler) revet ned, da man ikke syntes den firkantede middelalderstruktur havde noget at gøre i det antikke kompleks. Den form for restaureringspraksis så man også andre steder i Europa, som da man fra 1840’erne og frem restaurerede Ribe Domkirke ved at fjerne de mange tilføjelser kirkerummet havde fået gennem århundrederne. Arkitekten Theophilus Hansen udtrykte mange restaureringsarkitekters drøm: at ”frembringe den virkning, som den [kirken] gjorde, da den for henved 700 år siden rejste sig ved mægtige bygherrers iver.”

I farten gik meget af historien tabt, og i Akropolis’ tilfælde var der - allerede mens man rev det frankiske tårn ned - meget kritik af beslutningen. Man var simpelthen begyndt at få en forståelse af historien som et forløb, hvor alle perioder havde værdi og fortalte noget vigtigt om fortiden.