Constantin Hansen (1804-1880)
Mandlig model fra Eckersbergs atelier1833
- 32,5 x 23 cm
- RKMm0558
- På magasin
På skolebænken
Alle guldalderens malere fik deres uddannelse på Kunstakademiet i København. Den havde flere trin: Først Frihåndsskolen, hvor eleverne kopierede billeder. Dernæst Gipsskolen, hvor de tegnede efter skulpturer. Når de havde lært at tegne de klassiske mål, rykkede de endelig op i Modelskolen. Her handlede undervisningen om alt, som er levende. Modellerne var ofte mænd, ligesom herren her.
Den mandlige model
Ofte sad modellerne længe i samme stilling. Det er, som om manden på billedet holder godt fast i trækassen. Hans blik er rettet direkte og sikkert mod maleren og mod os. Alligevel synes der at være noget ængsteligt i det rødmossede ansigt, der er i stor kontrast til den blege krop. Kunne der være tale om en mand, som normalt færdedes udendørs? Måske var han ikke vant til at være nøgen foran andre?
I læremesterens fodspor
Constantin Hansen gik på Modelskolen i årene 1825-33, hvor han blev undervist af C.W. Eckersberg. Samme undervisning fik vennerne Christen Købke og Wilhelm Marstrand. Som titlen på billedet fortæller, så er det netop malet i læremesterens atelier. Hos Eckersberg blev kunstnerne instrueret i at observere modellerne grundigt. Til tider var de gardere fra Kastellet, og det er ikke utænkeligt, at modellen på maleriet er soldat.
Linjer og lys
I Eckersbergs undervisning var der fokus på naturligt lys og klare former. Dagslys fra et skjult vindue fremhæver modellen. Hans lidt akavede stilling får modspil fra de rette linjer skabt af lister, karme og paneler, skyggerne på væggen, den kubeformede trækasse og det stribede tæppe på gulvet.