Portræt af kronprinsesse Caroline

C.W. Eckersberg (1783-1853)

Portræt af kronprinsesse Caroline1819

  • Olie på lærred, 47 x 36,5 cm
  • RKMm0616
  • Udstillet på museet

Et stort portræt

April 1819 var en god måned for Eckersberg. Han afdrog gæld, købte sig en ny hat og fik en sund og velskabt datter. Og så fik han en vigtig bestilling fra kongen, som han skrev om i sin dagbog: ”kaldt til H.M. Kongen som overdrog mig om at male en Skize til et Familie Malerie af den Kongelige Familie.”

Det skulle ende med at blive Eckersbergs største portræt på ikke mindre end 249 x 217 cm, og det blev først færdigt i maj 1821. Det viser Frederik VI med dronning Marie og døtrene Vilhelmine og Caroline og i dag hænger det på Rosenborg i København.

Forberedelse

Eckersberg lavede grundige studier og skitser af alle fire familiemedlemmer, og det er netop en af disse skitser, vi ser her i portrættet af kronprinsessen. I det færdige maleri skiftede Eckersberg den hvide kjole ud med en flaskegrøn, og sjalet blev et flødefarvet kashmirsjal; en uhyre kostbar genstand som mange velhavende kvinder bar i de år, både for at vise deres rigdom og for at holde varmen i de lette kjoler.

Caroline

I portrættet ser Caroline mod et punkt i det fjerne, og det skaber i det færdige familiebillede et indtryk af, at hun ikke er helt tilstede. Hun var 26, da Eckersberg malede hende, og hun var altså giftemoden, så måske har hun blikket rettet mod sin fremtid. Som kvinde kunne hun ikke arve tronen, men kongen arbejdede på at gifte hende, så hun alligevel kunne blive dronning. Derfor blev hun viet til sin fars halvfætter Ferdinand, som var arveprins. Parret fik ingen børn og de blev heller aldrig regenter, men de havde en rørende slagfærdighed og var et folkekært syn på deres spadsereture på Volden og i Tivoli.

Eckersbergs skitse til portrættet af Carolines lillesøster Vilhelmine er i dag på Statens Museum for Kunst.