Kommende udstilling: 6.2.-6.6.2021

Billedbyggeren: Georg Jacobsen og den konstruktive kunst

”Billedbyggeren: Georg Jacobsen og den konstruktive kunst” er et forskningsbaseret udstillingsprojekt, hvor Ribe Kunstmuseum, Fuglsang Kunstmuseum og Trondheim Kunstmuseum lægger ramme til en tematisk fortælling om Georg Jacobsen, om kunstnerfællesskaber i Paris, om billedopbygning og om at præge en ny generation af kunstnere.

Georg Jacobsen, "Nature Morte (Au panier des carorres), 1921
Georg Jacobsen, "Nature Morte (Au panier des carorres), 1921

Vi befinder os i Paris. Året er 1920, og danske Georg Jacobsen er netop begyndt at besøge mexicaneren Diego Rivera i en lille lejlighed på rue du Depart i Montparnasse. Jacobsen er ikke den eneste kunstner tilstede i Riveras lejlighed. Her er også svenske Otte Sköld, norske Alf Rolfsen, russiske Angelina Beloff og brasilianske Pedro Luiz Correia de Araújo – for ikke at tale om Jacobsens landsmand Adam Fischer.

Gruppen af kunstnere har en mission. De vil udvikle en ny form for kunst, en kunstretning der inspireres af middelalderen og renæssancens billedopbygning. Et billede må have et konstruktivt skelet - udregnet på baggrund af det gyldne snit og geometriske former – før et motiv kan tilføjes.

Udstillingen Billedbyggeren: Georg Jacobsen og den konstruktive kunst vises i 2021-2022 på Ribe Kunstmuseum, Fuglsang Kunstmuseum og Trondheim Kunstmuseum. Den præsenterer Riveragruppen og kommer samtidig ind under huden på de kompositoriske redskaber, der ligger til grund for værkernes konstruktion.