L.A. Ring (1854-1933)
Stygt vejr1908
- 108 x 64,5 cm
- RKMm0164
- Udstillet på museet
En kold dag
I en døråbning står en mand, men hvorfor står han der? Hvad skal han? En snestorm hærger, og i bunden af maleriet antydes det, hvor højt sneen ligger – hvor dybt man falder i, hvis man vover sig ud. Blå, sorte og hvide farvenuancer dominerer i billedet, som fremkalder en følelse af melankoli og undren. Med få virkemidler har L.A. Ring skabt et markant kunstværk.
Dristig beskæring
Maleriet er bygget over en dristig komposition. Dørskiltet er skåret midt over, så halvdelen af inskriptionen mangler. Billedrummet bliver snævert, og manden i døråbningen presses næsten ud i sneen. Maleriet har fokus på hans observation af vejret og ikke mindst på den avis, som han bærer under armen. Med det enkle greb ser vi også, at manden er et både oplyst og moderne menneske. Han ved godt, hvad der foregår derude – nu skal han blot finde ud af, om han vil tage del i det eller ej.
Dørtærskelen
L.A. Ring bruger ”dørtærskel-motivet” i mange af sine værker, hvor mennesker står ved vinduer, døre og andre åbninger. Dørtærskelen kan symbolisere mange forskellige ting – personerne kan fx stå over et valg mellem det kendte og det ukendte eller være på vej fra et stadie i livet til et andet.