Vilhelm Hammershøi (1864-1916)
Tre unge kvinder1895
- Olie på lærred, 128 x 167
- RKMm0497
- Udstillet på museet
Stille samvær
I en stue sidder tre kvinder tæt, men de kommunikerer ikke. Maleriet er i lyse nuancer iblandet masser af gråt. Penselstrøgene er tydelige og velordnede, så man lægger mærke til billedets overflade. Både teknikken og det gådefulde motiv fører til en fornemmelse af atmosfære.
Hammershøi og stemningerne
Vilhelm Hammershøi malede stemningsbilleder uden handling. Han er kendt for mange indendørs motiver af næsten tomme stuer med rygvendte mennesker, ofte fra hans hjem. I dette tilfælde viser billedet faktisk tre portrætter. I midten hans hustru Ida, til højre hans søster Anna og til venstre hans svigerinde, Ingeborg Ilsted.
Det indre rum
Omkring år 1900 var mange kunstnere optaget af psykologi, som var en ny videnskab. Man forestillede sig, at menneskers sind var som indre rum. I Hammershøis malerier er der ofte en fornemmelse af noget mentalt, der er uudsagt. Hans billeder antyder en mystisk forbindelse mellem ydre omgivelser og indre følelser.
Symboler
Tre unge kvinder er præget af fravær og nærvær. Figurerne er helt tæt på os – og på hinanden – men ingen ser hinanden i øjnene. Man kan også fortolke Ida som det smukke centrum og de to andre som spejlinger af hendes væsen. Maleriet giver ikke direkte svar, kun antydninger. Det uafgjorte er et vigtig element i den moderne kunst omkring 1900.