Høstfolk

Ebba Carstensen (1885-1967)

Høstfolk1947

  • Olie på lærred, 100 x 130 cm
  • RKMm0516
  • På magasin

Byen og landet

Ebba Carstensens kunstneriske virke havde to sider. Om vinteren malede hun i sit atelier i København og tog motiverne fra sine omgivelser – kanariefugle, opstillinger af genstande, modelstudier. Om sommeren flyttede hun til Horneby i Nordsjælland, hvor hun havde et hus. Her malede hun også sine omgivelser, men nu under åben himmel – køer, markarbejdere, skovlandskaber. Ribe Kunstmuseum rummer eksempler på begge sider af Carstensens værk.

En del af udviklingen

I Høstfolk fra 1947 er tre mænd og et spand heste på vej ud i den modne kornmark. Det ligner perfekt høstvejr med den blå himmel og det gyldne korn. Kompositionen er som et relief, hvis dele løber i tre vandrette bånd – himlen, marken, høstfolkene. Det er en kompromisløs form, og måske refererer Carstensen til et ikonisk værk; Anna Anchers høstarbejdere fra 1905.

Carstensen har placeret sine høstfolk forrest, og hun arbejder med kroppene og ansigternes masse på en anden måde end Ancher, der er langt mere detaljeret. Iagttagelsen af farverne og relieftanken har de imidlertid til fælles. Carstensen og Ancher tilhørte hver sin generation, men fandt fælles fodslag ved stiftelsen af Kvindelige Kunstneres Samfund i 1916. Når man ser deres greb om det samme motiv, får man et godt indtryk af, hvilke forandringer dansk kunst gennemgik i første halvdel af det 20. århundrede.

Mere

Relateret værk: Opstilling med rugbrød.