Martinus Rørbye (1803-1848)
Et brændende skib. Scene fra Procida1835
- Olie på lærred, Olie lærred, 29 x 42 cm
- RKMm0556
- Udstillet på museet
Skt. Hans på Procida
Det ser dramatisk ud med det brændende skib i havnen på den lille ø Procida ud for Napoli, men ligesom danskerne kunne italienerne finde på at brænde bål Skt. Hans-aften. Det oplevede Rørbye i juni 1835, og han skrev i sin dagbog: ”Jeg spadserede omkring i alle Kroge i Byen, og morede mig herligt paa Torvet, hvor man opbrændte en gammel Baad i Regard af St: Giovani Festen i Morgen.” Allerede dagen efter var Rørbye i gang med at male aftenens indtryk.
Scenen var et perfekt motiv for Rørbye
Den stemningsfulde scene med den brændende båd var perfekt stof for en romantisk anlagt maler som Rørbye, der med det motiv fik anledning til at male silhuetvirkninger og flammernes genskin og gnister i røgen. Han har højnet dramaet med tilføjelsen af fuldmånen, selvom månen i de dage var stærkt aftagende. Samtidig er der en lille fortælling med de troende, der knæler for krucifikset i det religiøse optog, der minder os om, at Skt. Hans ikke bare var en fest men også en helgenfejring.
Det turistede Italien
Rørbye var på Procida for at slippe væk fra de mange turister i Rom og Napoli. Det europæiske borgerskab fik mulighed og interesse for at rejse i disse år, og der var især mange engelske turister i Italien. Rørbye opholdt sig på øen midt i sommerheden, og da han rejste tilbage til fastlandet den 3. juli bemærkede han ”naaer jeg undtager Mangelen af Kaffe, havde jeg været vel her...”