Sct. Hans aften1860

Motivet

Se, hvordan de unge mennesker danser lystigt omkring bålet. De smiler og ler, og kalder på dem, som er på vej op til bålet. Kom! Dans med os! Det er midsommer. Sankthansaften. Dén aften, hvor årets korteste dag og årets længste dag bliver fejret. I Norden er sankthans en af de vigtigste fester om sommeren. Til festen kommer unge som gamle - og der bliver ofte spillet op til dans. Det er netop dét, vi ser i billedet her, som er malet af Jørgen Sonne.

Læg mærke til manden på den store sten. Han har en violin under sin hage. Det må være ham, der spiller. Det er som om, en af de dansende mænd i rundkredsen - lige nedenfor - kigger op på ham. Det har været vigtigt for Jørgen Sonne at vise de glade unge mennesker. Læg mærke til, hvordan lyset fra bålet til venstre i billedet oplyser kvindernes ansigter. De smiler allesammen. De har også taget deres fine tøj på. Egnsdragter med kyser og tørklæder til. Hvor mon vi befinder os henne? Der er svært at se i det mørke landskab. Måske er det heller ikke så vigtigt. Vigtigst er vist stemningen.

Sankthansaften

Engang troede man, at sankthansaften var fyldt med magiske naturkræfter - både gode og onde. Bålet skulle holde onde kræfter væk. Og heksen skulle brændes, så hun ingen ulykker lavede. Der var også tradition for at plukke urter og planter, der kunne helbrede de syge. Læg derfor mærke til planterne i forgrunden af billedet. Det er måske disse - helbredende planter – som Jørgen Sonne har sat sig for at male. Der var også tradition for at opsøge hellige kilder og magiske steder. I billedet har det lystige selskab slået sig ned ved noget, der minder om en gravhøj. Måske skal gravhøjen ses som et symbol på en hellig kilde - altså et sted, hvor man kan blive helbredt, og hvor glæde og det sorgløse vækkes til live..? Det er der måske netop brug for hér - hos bønder på en af Danmarks fjerne egne - hvor livet ofte var hårdt og strengt.

Til højre for gravhøjen står to mænd. Vi kan ikke se dem tydeligt, fordi de står i mørket - langt fra lyset fra bålet. Vi kan fornemme, at de begge har hat på. Den ene mand peger ud mod horisonten. Havet er helt stille. Himlen er klar, næsten skyfri, kun nogle få skyer kan anes i det fjerne. Solen er ved at gå ned og skaber blå og violette nuancer.

Om Jørgen Sonne

Jørgen Sonne bliver født i 1801. Som dreng kommer han i militæret for at uddanne sig som soldat. Men kunsten trækker i ham og efter ca. et år starter han på Kunstakademiet i København. Sonne er en dygtig maler og får et rejselegat i 1928, hvorefter han begiver sig til München i Tyskland. Her kommer han i lære hos malerne Peter von Cornelius og Peter von Hess, som begge sætter markante præg på den unge kunstner. Han bliver bataljemaler og skildrer mange krigs- og slagscener i sin karriere som maler. Men det er ikke de værker, som Sonne kendes og huskes bedst for i dag. Det er værker, som er helt anderledes.

Fra Tyskland rejser Sonne videre til Italien. I Rom iagttager han italienerne helt tæt på. Han foretager mange studier og maler flere billeder - malerier såvel som tegninger - der viser, hvordan livet på landet er. Bl.a. viser han, hvordan hyrder færdes og lever i pagt med naturen. Helt særligt for Sonnes værker fra Italien er også hans brug af farver og lys. Farverne er varme og stærke - lyset klart og skarpt, men også stemningsmættet. Sonne rejser hjem til Danmark, hvor han vender blikket mod motiver, hvor den danske natur som omdrejningspunkt. Han maler også livet og hverdagen for de folk, der lever på landet.

I en periode maler Sonne stemningsfulde billeder af det danske sommerlandskab, hvor bondepiger ofte er hovedfigurer. Naturen viser sig ofte fra sin bedste side – med frodige kornmarker, høje grønne træer, køer på grønt græs, det stille blå hav og et vejr, der er roligt og tyst. Således indfanger Sonne et national-romantisk Danmarksbillede – altså er billede på alt det gode, varme og trygge i Danmark. Det er disse billeder, som gør Sonne til en populær og kendt maler – selv den dag i dag kan Sonnes billeder kan få os til at smile og mindes en tid, der engang var.

Men billederne er dog langt fra ærlige. De er stærkt idealiserede og lidt for idylliske. Ligesom Christen Dalsgaard, hvis billede En pige, der skriver, som du kan opleve på museet, forsøger Sonne at skabe billeder af en svunden tid – en tid, som ikke længere er.