En dans i det frie på Ischia

Wilhelm Marstrand (1810-1873)

En dans i det frie på Ischia1847

  • 96 x 140 cm
  • RKMm0657
  • Udstillet på museet

Dannelsesrejser til Rom

Italien var en yndet rejsedestination for danske kunstnere i 1800-tallets begyndelse. Med stipendier og legater i bagagen drog mange af sted på flerårige studieture – eller såkaldte "dannelsesrejser". Dels ønskede de at erfare den ydre verden geografisk, historisk og kulturelt, dels at forbedre deres kunstneriske færdigheder.

Mødet med Italien

Kunstneren Wilhelm Marstrands første rejse til Italien skete i årene 1836-41. Her fandt han motivet til det store maleri. Fra øen Ischia ud for Napoli ser man solens sidste stråler lægge en rosa dis over landskabet i baggrunden. Maleriets egentlige fortælling er i den skyggelagte forgrund, hvor Marstrand skildrer det lystige italienske folkeliv – med dans og musik, mad og druk, skænderi og flirten.

Utopia

Italien var i danskernes bevidsthed dengang et land uden store problemer. Man så italienerne som et sorgløst folkefærd. De unge og smukke mennesker på Marstrands billede repræsenterer en utopi om et andet liv. De er derfor malet mere som typer end som individer. Der er dog ikke den store sympati for billedets tykke præst, og mange nordeuropæiske kunstnere på rejse til Italien var skeptiske over for den katolske kirke.

Let på tå

I midten af billedet har Marstrand udvalgt et af sine yndlingsmotiver – dansen. To kvinder med tamburiner spiller op mellem de to par, der skaber en harmonisk gruppe i deres bevægelser. Det var noget andet end de ruiner, kunstnerne forventedes at male.

Mere

Besøg Thorvaldsens Museums hjemmeside og se Wilhelm Marstrands værk Lystighed udenfor Roms mure på en oktoberaften fra 1839.