Pressemeddelelse 19. juni 2024

Skagensmaleri bliver Ribe Kunstmuseums dyreste erhvervelse

Det er kun få måneder siden, at Ribe Kunstmuseum med købet af et guldaldermaleri til 1.400.000 kr. gjorde sin hidtil dyreste erhvervelse. Med købet af et maleri af skagensmaleren P.S. Krøyer til 2.850.000 kr. er den rekord blevet slået med et beløb, der er dobbelt så højt.

Billedet har et motiv fra Skagen med fiskere på stranden. Dets lange titel lyder “Tre på Skagens Sønderstrand bagefter hverandre gaaende Fiskere trække langs Bredden en Baad lidt ude i Vandet imod Strømmen. Den fjerde i Baadlaget sidder i Bagstavnen og styrer”. Ribe Kunstmuseum erhvervede maleriet hos Bruun Rasmussens Kunstauktioner den 10. juni. Maleriet var vurderet til mellem 2.000.000 0g 2.500.000 kr., men hammerslaget faldt først ved 2.850.000 kr. Det blev det dyreste værk på hele auktionen.

Museumsdirektør Anne-Mette Villumsen udtaler, ”Vi har i lang tid ønsket os et maleri fra Skagen af P.S. Krøyer. Vi bryster os af, at skagensmalernes værker er et af højdepunkterne i samlingen, men vi har manglet et maleri fra Skagen af Krøyer, som var en af de allervigtigste skagensmalere. Med utrolig generøs fondsstøtte er det lykkes at få opfyldt det ønske. Vi er meget glade og taknemmelige.”

Det er Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, som har bidraget med støtte til at købe maleriet.
Det er 64 år, siden samlingen i Ribe sidst blev udvidet med et maleri af P.S. Krøyer. Museet ejer to andre malerier af Krøyer, et med motiv fra Hornbæk, et med motiv fra Frankrig. Maleriet fra Skagen afsløres på museet onsdag den 19. juni kl. 11, så de mange turister, der besøger Ribe Kunstmuseum denne sommer, kan opleve det nye billede.

For mere information kontakt museumsdirektør Anne-Mette Villumsen på 23695220 eller amv@ribekunstmuseum.dk

[Pressefoto]