Grøn maske1949

To stikkende øjne

Et grønt ansigt kigger på os. Stirrer.
Stirrer man længe nok igen, er det som om, at værket bevæger sig. Ansigter består af to stikkende øjne, en næse og en mund. Ansigtet er alene, sidder ikke fast på en krop. Der er heller ingen ører.

Ansigtet er en maske - et stivnet ansigt uden mimik. I værket blander den grønne maske sig med baggrunden, for maleren Egill Jacobsen har lagt lige meget fokus på begge dele - masken og baggrunden er lige vigtige som motiv, mener han. Han har dog valgt at holde baggrunden i sort/hvid, mens masken er grøn og gul.

Skarpe og buede linjer bugter sig ind og ud mellem hinanden og skaber geometriske former. Det er disse former, der - ud over øjnene - former masken.

Masken som motiv

En maske kan skjule ens sande jeg. Det ser vi ved karnevaller og maskeballer. Masken viser os for en anden virkelighed end den vi kender. En traditionel maske skjuler kun ansigtet. Øjnene er frie. I kunsten fremstilles maskerne anderledes. Det ses i værket her, hvor masken er blevet til et helt ansigt, men hvor trækkene er stivnet og forvrænget.

Et møde med Picasso

I Paris møder Egill Jacobsen den franske kunstner Pablo Picasso i 1934. Han fascineres af Picassos inspiration fra etnografi – heriblandt maskemotivet – samt kubismetanken.
Jacobsen er en del af det internationale kunstnerfællesskab CoBrA, der kendetegnes ved et abstrakt og koloristisk formsprog. CoBrA sætter maleriet fri i håb om, at det ville forplante sig til mennesket, som derved også sættes fri. Kunsten er spontan, umiddelbar og fyldt med fantasi.