Den opgående sol over havet

Johan Thomas Lundbye (1818-1848)

Den opgående sol over havet1838

  • Olie på lærred, 79 x 94 cm
  • RKMm0128
  • Udstillet på museet

Lundbyes maleri er et atypisk værk fra den danske guldalder. Hvorfor? Jo, det viser hverken grønne marker, bøgetræer eller oldtidsminder. Ikke engang en lå himmel med små, bløde skyer. I Lundbyes billede er der noget helt andet på færde. Maleriet er et godt eksempel på dét, der hedder naturromantik. Naturromantikkens malere yndede at male havet. Dét var nemlig et symbol på evigheden – og evigheden kan også tolkes som Gud. I Lundbyes maleri befinder vi os på en strandbred og kigger ud mod evigheden. I det fjerne skimtes nogle stejle skrænter, måske er det bjerge. Det er pudsigt, at en maler som Lundbye, der ellers ynder at male det danske landskab, i dette billede giver så få tegn på, hvor vi befinder os. Er det overhovedet i Danmark? Det kan man kun gisne om.

Den gemte sol

I maleriets titel er solen det centrale, men når vi kigger på værket, er solen gemt. Vi ved den er der, vi kan også næsten skimte den bag skyerne, men det er dens stråler, der bliver reflekteret i skyerne, der er billedets altoverskyggende motiv.

Strandbredden binder billedet sammen

Læg mærke til billedets venstre side. I forgrunden ses strandbredden, det er her vi står og kan kigge ud over havet og den smukke solopgang. I billedets mellemgrund spejler den farverige himmel sig i havet og i baggrunden ses et skib på vej mod land. Den venstre side i billedet er lys og positiv. Læg så mærke til billedets højre side. Her mødes vi i forgrunden af en mørk klippeblok og i mellemgrunden ses en regnsky komme ind over havet – det regner så meget, at den er tæt på at gemme billedets baggrund, de stejle bjerge, for os. Den højre side er negativ. Lundbye formår dog at forene modsætningerne. Det gør han med lyset, men også med forgrunden, der forbinder den urolige højre side med den rolige venstre side ved hjælp af den flydende tang og den tang, der ligger skyllet op på strandbredden. Lundbye forbinder her himmel, hav og jord, positivt og negativt i ét stort kredsløb. Og det er lige præcis i dét vi ser naturromantikken. Det evige kredsløb. Evigheden.