Moder og barn

Johannes Wilhjelm (1868-1938)

Moder og barn1905

  • Olie på lærred, 63 x 73 cm
  • RKMm0256
  • Udstillet på museet

Motivet

Moder og barn forestiller en kvinde, der kigger ned på sit sovende barn og holder hånden på sit hjerte. Kvinden er Johannes Wilhjelms hustru, Johanne Marie (1870-1951), og barnet er parrets yngste datter Eline (1902-88). Billedet udstråler ømhed og nærvær, hvor moderen våger over sit barn i sengelampens skær, og værket blev præmieret med Serdin Hansens Præmie i 1905, som uddeltes af Akademirådet til lovende genremalere.

Fokus på farverne

Wilhjelm har fokus på lys og farver i sine værker. Lyskilden i Moder og barn kommer udelukkende fra det stearinlys, der er placeret på kommoden. Det er dækket af en turkis vifteskærm, som kaster sine farvede refleksioner op på væggen og ud i rummet. Læg mærke til karaflens blågrønne skygge på den orange væg og de blålige skygger i de hvide lagner og klæder: Skyggerne er ikke blot malet i mørke toner af samme farve, det er komplementærfarvens brug, der får skyggerne til at træde frem i lyset.

En 'ny' måde at afbilde Kristusbarnet på

Kunstkritikeren Wilhjelms biograf, kunstkritiker Kai Flor (1886-1965) bemærker, at moderens hvide natkjole giver både hende ”og hele Billedet Karakter af en Madonna-Stemning”. Netop ’madonnastemningen’ er i denne sammenhæng interessant, fordi Wilhjelm har ophøjet moder/barn-motivet til noget nærmest sakralt. Kompositionen kan kobles til et af Den Hellige Brigitta af Sveriges (1303-1373) syner. Hun modtog i 1300-tallet en åbenbaring, da hun besøgte Fødselskirken i Betlehem, hvor hun så Jomfru Maria knæle og tilbede Jesusbarnet. Denne ’nye’ ikonografi træder for alvor frem i det religiøse maleri i renæssancen. Før holdt Jomfru Maria Jesusbarnet i sine arme eller havde ham siddende på skødet, men der sker en ændring i 1400-tallet, hvor kunstnere som de italienske malere Domenico Ghirlandaio (1448-1494) og Andrea Mantegna (1430/31-1506) begynder at fremstille Maria bedende foran barnet, flankeret af hyrderne. Johannes Wilhjelm sætter tilsyneladende sin egen familie ind i en religiøs ramme, hvor han – på linje med andre malere i samtiden – ophøjer sin familie til at være emne for et kunstværk, men samtidig går han i dialog med en historisk kontekst.