Glaspustere på Hellerup Glasværk1887

Vi befinder os i et mørkt rum. Det er støvet, ja, faktisk er der ret beskidt. Nogle lysstråler falder på gulvet. Hvor kommer lyset mon ind? Er det fra nogle huller i taget? Rummet, vi befinder os i, er Hellerup Glasværk, hvor man bl.a. producerer glasflasker til lagereddike og øl.

Roterende glaspiber og glohed glasmasse

I rummet står en gruppe mænd og arbejder. Det er primært de tre forreste mænd, vi lægger mærke til ved første øjekast. Men kigger man på antallet af lysende bobler, så er der mange flere. I slutningen af 1800-tallet flyttede mange mennesker til byerne, og industrien begyndte for alvor at blomstre. Mændene er ved at producere flasker. På glaspustersprog hedder det at blæse flasker. De stave, som de står med, hedder piber. Piberne er hule, så man kan puste i dem.

De lysende bobler på billedet er glasmasse – det bliver hårdt glas, når det størkner. Glasmassen er lavet af gloende hedt sand, der er blandet med nogle andre ting. Sandet varmes op til ca. 1400 grader – glasset er på det tidspunkt glødende og meget flydende. Det tager meget lang tid at varme op, lige omkring 12 timer. Ofte varmer man glasmassen op om natten, og så møder glaspusterne ind om morgenen for at arbejde med den.

Når glaspusterne puster i deres piber, kommer der luftbobler i den glasmasse, som de har fanget med deres piber. Det er luftboblerne, der bliver til luftrum i flaskerne. Men glaspusterne skal arbejde hurtigt, for de kan kun forme glasmassen så længe den er varm. Teknikken med at forme glas på denne måde har været kendt siden oldtiden. Når glaspusterne har pustet luftbobler i glasmassen skal de skynde sig at trille den halvflydende boble, så den får den rigtige flaskeform. Til sidst skal den formede flaske køle meget langsomt ned. Går det for stærkt, sprænger det, som glaspusteren har stået og formet, i stykker.

Et hårdt arbejde

Glaspusterne havde sidst i 1800tallet en ganske god indkomst, men det var samtidig et rigtig hårdt arbejde. Det var hårdt for lungerne og kroppen, og temperaturen i glasværket var meget høj.

En ung realist

Jens Ferdinand Willumsen eksperimenterede gennem hele sit liv. Eftersom han blev 94, nåede han en hel del – som grafiker, keramiker, skulptør og arkitekt. Og så skrev han kunsthistorie og samlede på en masse ting. Men som ung var det realismen i maleriet, der optog ham.

Moderne helte

Glaspustere på Hellerup Glasværk minder om andre kunstneres malerier af mørke fabrikker, støberier og jernværker fra tiden tæt på 1900. Her er de anonyme arbejdere som moderne helte, der former og omskaber de glødende materialer. I Willumsens billede står arbejderne som musikere til koncert, og det teatralske understreges også af lysstrålerne, der falder på gulvet. Maleriet har en fornemmelse af noget iscenesat og uvirkeligt. Det peger frem mod den symbolistiske kunst, som blev Willumsens næste interesse.