Fransk linieskib med torebet merssejl

C.W. Eckersberg (1783-1853)

Fransk linieskib med torebet merssejl1825

  • Olie på lærred, Diam: 36 cm
  • RKMm0472
  • Udstillet på museet

Marinemaleren

Som ung tjente C.W. Eckersberg penge ved at lave præcise tegninger af skibe. Skibsskrog, takkelage og sejl blev iagttaget ned til mindste detalje. Hans interesse for de såkaldte marinebilleder voksede, og hjemme fra ophold i Paris og Rom i 1810-16 genoptog han sin passion. I løbet af 1820'erne maler han en række skibsportrætter med mange linjeforløb og fokus på geometri.

Skum på bølgetoppe

Trods kraftig vind og bølgebrus står sejlskibet næsten majestætisk på havet. Skyerne på den lyst rosafarvede himmel og havets skumbruste bølger er derimod ikke så præcise. Eckersberg begynder nemlig først på nøjagtige observationer af vejr og vind det følgende år. Han fører meteorologisk dagbog fra 1826 og gennem næsten 30 år, og skyformationer og lyseffekter bliver efterhånden centrale i hans malerier.

Gennem kikkerten

Det, vi ser, er et linieskib. Det er et krigsskib med kanoner på et eller flere dæk. I sine marinemalerier eksperimenterer Eckersberg med forskellige virkemidler. Billedet her har han valgt at give en noget udsædvanlig cirkelform – det giver en fornemmelse af, at skibet bliver betragtet på afstand gennem en kikkert. Andre værker har samme cirkelform, bl.a. En sejlads til Charlottenlund, som Eckersberg maler samme år.

Et skib er et skib?

Læg mærke til skibene i horisonten på begge sider af hovedmotivet. Det er et eksempel på, hvordan Eckersberg viser flere skibstyper på én gang. Således sætter kunstneren fartøjerne i kontrast til hinanden og skaber samtidig en fortælling om livet på havet.

Tags