C.W. Eckersberg (1783-1853)
“En falden piges historie, III af IV”. På et fattigt kvistkammer sminker pigen sig for at gå på maskebal.1808
- Olie på lærred
- RKMm0829
- På magasin
En falden piges historie, III af IV, 1808, er et tidligt eksempel på et genrebillede fra kunstneren C.W. Eckersbergs hånd. Maleriet er blevet til, mens Eckersberg stadig studerede på Kunstakademiet. Ved siden af studierne ernærede han sig ved at lave maleriske forlæg, der senere kunne omformes til kobberstik - en ting, som tidens blomstrende borgerskab satte pris på at erhverve, da det var billigere end et originalt kunstværk og kunne købes via abonnementsordning.
Eckersberg påbegyndte sit arbejde med illustrationer omkring 1804, da han blev ansat af kobberstikkeren Truslew. Han fortsatte derefter med at lave små billedserier, der udgjordes af to til seks værker, ofte i samarbejde med den nordtyske kobberstikker Gerhard Ludvig Lahde og den schweiziske maler og kobberstikker Johannes Senn. Billedserierne havde ofte moralske budskaber – fx kunne de fortælle om, hvad der skete, hvis man pludselig kom til penge via lotterisedler, eller i dette tilfælde, om hvad der sker med en ung kvinde, hvis hun giver efter for sine lyster og derefter må betale med sin lykke og fremtid.
Ribe Kunstmuseum erhvervede i 2022 nr. III i fortællingen om den faldne kvinde. Billedet viser den unge kvinde, der sminker sig, før hun skal til maskebal. På bordet ligger en stabel med bøger, men de bruges udelukkende til at holde spejlet. Herudover ses både entrékort og forskellige pyntegenstande som masker, hatte mv. Kasper Monrad og Peter Michael Hornung (2005) foreslår, at en af flaskerne på kvindens bord kan indeholde kviksølv, der var det mest brugte middel mod syfilis.