Tidligere udstilling: 22.2. 2020 - 30.8. 2020
Agnes Smidt. Sønderjydernes maler
Ribe Kunstmuseum viser fra lørdag d. 22. februar en udstilling med værker af en helt særlig kunstner fra Lundsmark, syd for Ribe.
Agnes Smidt (1874-1952) var kunstner, iværksætter og en ildsjæl som konstant havde andres behov for øje og ikke lod sig bremse i sit arbejde for den folkelige oplysning. Hendes rolle som kvindelig kunstner i en tid, hvor det absolut ikke var normalt - og da slet ikke for en kvinde syd for den daværende grænse - og hendes betydning som menneske både for de nærmeste og for mange sønderjyder generelt vækker forundring og nysgerrighed.
Hvad var det, der gjorde, at en pige fra Lundsmark kom til København og fik en kunstnerisk uddannelse, vendte hjem til Sønderjylland og blev alenemor til seks piger samtidigt med, at hun etablerede en slags højskole og efterfølgende en arbejdslejr for unge mænd, som mest ligner en forløber for nutidens produktionsskoler? Endnu senere lavede hun sommerkurser for unge kvinder, som Agnes Smidt kaldte ”terner”. Hvordan i alverden kunne alt dette lade sig gøre i datiden? Hvordan var livet i Lundsmark i udlændingetiden, og hvordan kunne Agnes Smidt ernære sig selv og den store familie og skabe alt det, hun gjorde for de nærmeste og for sønderjyderne før genforeningen i 1920 og i årene derefter? Det fortæller historikeren Inger Lauridsen om i en ny bog om Agnes Smidt, som Ribe Kunstmuseum udgiver. Bogen er ikke alene en fortælling om sønderjyden, kvinden og kunstneren Agnes Smidt, men også om livet i sognene lige syd for den gamle grænse ved Ribe. Bogen kan købes på museet eller i webshop. Pris: 198 kr.
På udstillingen vises 60 værker af Agnes Smidt. Det drejer sig om malerier fra museets samling og fra Brundlund Slot i Aabenraa og Kunstmuseet i Tønder. Dertil kommer en lang række privatejede værker, som museet har fået lov til at låne. Agnes Smidt er som kunstner mest kendt for de mange portrætter af betydningsfulde personer, men hendes kunstneriske evner viser sig først og fremmest i portrætterne af de nærmeste og i fine motiver fra Lundsmark og egnen deromkring. Det vil man kunne overbevise sig om på udstillingen, som vises i museets underste etage indtil 7. juni 2020.