Tidligere udstilling: 1.2.2022-15.1.2023
Hvis portrættet var en scene. Temaudstilling om selviscenesættelse
At ville fremstå på en særlig måde kender vi fra hverdagens møder med andre mennesker. Vi kender det måske også fra sociale medier, som vi bevidst eller ubevidst bruger til at fortælle historier om os selv.
Ved at samle portrætter fra Ribe Samlingen på tværs af tid, har stud.mag. Katrine Møller Madsen, der var universitetspraktikant på museet i efteråret 2021, kurateret en udstilling, der spænder fra guldalderens glansbilleder til modernismens mere rå formeksperimenter. Fælles for værkerne er, at de fremstiller den portrætterede på en særlig måde. Derfor kan udstillingen måske give anledning til at reflektere over vores egen selviscenesættelse i hverdagen. Hvilke roller spiller vi – hvornår og overfor hvem? Hvilke kulisser og kostumer bruger vi i vores selfies og familiefotos? Hvad deler vi overhovedet på sociale medier, og hvad deler vi ikke?