08.06-15.09.2024

KIDS

Tankevækkende & sjove fotografier af børn. Mød nogle af kunstfotografiets fornemste udøvere som Sally Mann, Fryd Frydendahl og William Eggleston.

I udstillingen KIDS viser vi over 70 værker af danske og internationale fotografer samt talrige historiske fotografier fra Kunstmuseum Brandts samling. Du kan møde nogle af kunstfotografiets fornemste udøvere som Sally Mann, Fryd Frydendahl og William Eggleston. Og er du barn eller en barnlig voksen, er der masser af plads til leg i udstillingen.

I KIDS kan du opleve børnebilleder, som rører dig, som overrasker dig, og som får dig til at smile. Billederne minder os om, at der er lige så mange måder at være barn på, som der er børn. Udstillingen åbner op for barnets verden før og nu, og giver mulighed for leg og aktivitet på tværs af generationer. Kig ind i skærmen, der får bedstemor til at ligne en ung pige igen, eller som får barnets ansigt til at ældes. Kravl ind i hulen, hvor I kan snakke om barndomsminder. Stil dig op foran spejlet, der giver barnet en voksens højde eller den voksne barnets højde.

Der vil være børnevenlige aktiviteter i selve udstillingen såvel som i museets kreative atelier, og den 17.-18. august finder den gratis familiefestival KIDS sted på museet og i museumshaven. Festivalen skabes bl.a. i samarbejde med Kulturforeningen Quedens.