Tidligere udstilling: 17.9.2022-15.1.2023
L.A. Ring - Årstiderne
17. september åbner Ribe Kunstmuseum dørene til en ny stor udstilling om maleren L.A. Ring. Udstillingen undersøger, hvordan Rings liv og værker er uløseligt forbundet med naturen og årstidernes skiften.
Kunstneren Laurits Andersen Ring (1854-1933) malede udenfor året rundt og skabte stort set alle sine billeder ude i naturen. Derfor blev årstiderne et tilbagevendende tema. Ring skildrede årstiderne, som de kunne ses i naturen, men anvendte dem også som symboler på livets forskellige faser. Kunstneren forbandt foråret med barndom og ungdom, sommeren med livets lyse og afklarede midte, efteråret med en moden eftertænksomhed og vinteren med alderdommens sidste tid.
Udstillingen L.A. Ring - Årstiderne bruger årstiderne til at se på forbindelserne mellem Rings eget liv og værk, men peger også på, hvordan årstiderne i Rings værk kan forstås ud fra periodens naturforståelse. Udstillingen er kurateret af dr.phil. Henrik Wivel, der har forsket i kunstnerens virke gennem 30 år, og sat i scene af udstillingsarkitekt Anne Schnettler.
Udstillingen åbner 17.9. og slutter 15.1.2023, hvorefter den vises på Fuglsang Kunstmuseum og senere Øregaard Museum. Der udgives katalog til udstillingen, og museet er vært for flere foredrag om kunstneren.
Udstillingen er støttet af: 15. Juni Fonden, A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Bestles Fond, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Knud Højgaards Fond, Ny Carlsbergfondet, William Demant Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond