Hulerød

Emilie Mundt (1842-1922)

Hulerød1914

  • 31 x 45 cm
  • RKMm0708
  • På magasin

Friluftsliv ved nordkysten

Emilie Mundts landskab er fra Sjællands nordkyst ved Hulerød, hvor et lille selskab har sat sig i klitterne med udsigt over havet. Hulerød fik badehotel i 1890’erne og tog imod sommergæster, som i tidens ånd søgte sundhed og afslapning ved havet. Da Emilie Mundt malede sit billede i 1914, var det et veletableret turistområde, hvor det sommerhusliv, som mange danskere også kender i dag, blev grundlagt. Mundt var selv udendørsmenneske og har måske malet sit billede som minde om en udflugt væk fra Københavns travle hverdag. Hun var uddannet hos landskabsmaleren Vilhelm Kyhn (1819-1903) i 1870’erne og erindrer sin lærdom derfra i dette maleri. Hun er ellers bedst kendt for sine billeder af børn ofte fra de asyler, som tog forældreløse ind. Her spillede hendes treårige uddannelsesophold i Paris en rolle, for der lærte hun at male det moderne liv og om kunstens debatskabende potentiale.

Skoleleder

Emilie Mundt kæmpede for kvinders rettigheder og bidrog selv til ligestillingen ved at oprette en kunstskole for kvinder sammen med sin partner Marie Luplau (1848-1925). De to kunstnere havde i 1874 afprøvet grænserne på Kunstakademiet ved at søge ind. De fik afslag med begrundelse i, at de ikke kunne tegne efter mandlig nøgenmodel – det var ikke passende. I stedet grundlagde de deres egen skole, som fik stor betydning både praktisk for kvinder med kunstnerambitioner og i en større politisk sammenhæng, hvor skolen lagde pres på det forstokkede Kunstakademi. Da akademiet siden oprettede en afdeling for kvinder, kom Luplau og Mundts skole til at fungere forberedende.
Luplau og Mundts skole lå i mange år på Frederiksberg.