Tidligere udstilling: 2.2. 2019 - 28.4. 2019
Michael Ancher og kvinderne fra Skagen
Udstillingen ‘Michael Ancher og kvinderne fra Skagen’ sætter fokus på Michael Anchers mange skildringer af kvinder, der udgør en stor, men overset motivisk gruppering i hans værk.
Som det var tilfældet i kunstnerens egen samtid, er Michael Ancher i dag mest kendt for sine store skildringer af de hårdtarbejdende fiskere i Skagen. Fiskerne var da også et tilbagevendende og foretrukket motivvalg igennem hele Anchers kunstneriske virke, men sideløbende med fiskerfremstillingerne udforskede han også en motivverden, der lå meget langt herfra, nemlig skildringer af kvinder.
I hundredevis af værker har han skildret forskellige kvinder og her rummer hans værker noget ganske andet end det er tilfældet på de heroiske fiskermotiver. Her dyrker kunstneren både karakterportrættet, det intime, private og indadvendte samt en lysere palet, end han ellers er kendt for.
På udstillingen vises et stort udvalg af værker, som tilsammen belyser de tanker og den udvikling, Ancher gennemgik både i forhold til det enkelte værk, men også som kunstner.
Anchers motivverden spænder vidt, også når det kommer til kvindeskildringerne. Ikke desto mindre træder en række tematikker frem i kunstnerens værk, hvor særligt hustruen Anna Ancher var en foretrukken model for kunstneren, ligesom også datteren Helga og Annas mor, Ane Brøndum, hyppigt blev portrætteret. I perioder arbejdede han desuden med flere konceptuelle tematikker med kvinder som model fx skagenspigen, det bedre borgerskab og de lokale fiskerkoner.
Udstillingen er skabt i tæt samarbejde med Den Hirschsprungske Samling og Skagens Kunstmuseer, hvor den vises i 2018. Udstillingens katalog kan købes her
Pressen skrev:
“Hele konceptet omkring Michael Anchers skildring af Skagen kvinder er orkestreret i en smuk og stilfærdig iscenesættelse, der blot understreger alle toner i livet, som det leves i Skagen i årene umiddelbart før og efter år 1900.”
Jyllands-Posten, 29. april 2018
“Der hører et fint smukt illustreret katalog til den dejlige udstilling, som jeg er sikker på, at rigtigt mange sommergæster i Skagen vil glæde sig over og værdsætte hen over sommeren.”
Kunstavisen, maj 2018
“Tre museer er gået sammen om at se nærmere på Michael Anchers forhold til Skagens kvinder. Det er der kommet en seværdig udstilling ud af – fuld af sommersol og kvindeliv”
Politiken, 16. juni 2018
Udstillingen er støttet af:
- Juni Fonden · Aage og Johanne Louis-Hansens Fond · Augustinus Fonden · Beckett-Fonden · Dansk Tennis Fond · Frimodt-Heineke Fonden · Gangstedfonden · Knud Højgaards Fond · Krogagerfonden · Ny Carlsbergfondet · Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat · Oticon Fonden · Spar Nord Fonden · Toyota-Fonden